Regeringen vil lave dataprofiler om uvidende borgere
Facebook har lidt et historisk tab af tillid fra brugerne efter affæren om Cambridge Analytica, hvor brugernes data - uden deres viden - er blevet brugt til profilering og udnyttet til politisk markedsføring. Men skandalen lader dog ikke til at have vakt til videre eftertanke i regeringen. Det skriver Politiken.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fastholder sine planer om at bruge borgernes persondata til at lave dataprofilering - uden at oplyse de registrerede borgere om det. Det fremgår af to svar fra ministeren til Folketinget om det omstridte og forsinkede lovforslag til en databeskyttelseslov, der skal træde i kraft allerede 25. maj.
I et svar til Folketingets Retsudvalg 17. april svarer Pape Poulsen, at borgerne med lovforslaget ikke forudgående skal orienteres om:
'Genanvendelse af de personoplysninger, som de forskellige grene i en kommune i forvejen ligger inde med, med henblik på bedst muligt at kunne hjælpe socialt udsatte børn med det mest optimale behandlingsforløb'.
Det er en direkte reference til regeringens planer om at udbrede den såkaldte gladsaxemodel i potentielt alle 98 kommuner. Bliver lovforslaget vedtaget i sin nuværende form, vil regeringen i en bekendtgørelse give kommuner adgang til at samkøre borgernes persondata.
Her kan de med hjælp af kunstig intelligens lave pointbaseret profilering af børnefamilier ud fra forskellige risikoindikatorer, skriver Politiken.
Oppositionen vil med et nyt ændringsforslag sikre, at borgerne skal oplyses om, at deres data bliver brugt til profilering. Men ministerens svar til Folketinget lyder, at han ikke kan tilslutte sig det, da lovforslaget har 'fundet den rette balance'.
For Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten er det ikke nok. Partierne vil med et sent ændringsforslag sikre, at borgerne altid informeres.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.